JM975, fik senere nyt nummer, sted ukendt
Foto Flyvevåbnets Historiske Samling
| Type | Amfibieplan til rekognoscering og eftersøgning. |
| Fabrikant | Supermarine / Vickers |
| Besætning | Fire, Pilot, Navigatør, 2 skytter |
| Dimensioner: | |
| Længde | 12,01 m |
| Højde | 4,93 m |
| Spændvidde | 14,03 m |
| Vægt | Tom 3087 kg Fuld 4536 kg |
| Motorkraft | |
| Motor | 1 Bristol Mercury XXX |
| Ydeevne | 855 HK |
| Maksimum hastighed | 130 knob (241 km/t) |
| Marchhastighed | 87 knob (161 km/t) |
| Aktionsradius | 491 SM (910 km) |
| Stigningshastighed | |
| Maksimum højde | 14635 ft (4877 m) |
| Bemærkninger | Sea Otter var et et motorret amfibier plan med optrækkeligt hovedhjul og foldbare biplaner. Et arrangement, der var nødvendiggjort af Sea Otter’s fortid som skibs baseret rekognoscerings – og eftersøgnings fly. Da typen fremkom i begyndelsen af 40’erne var den egentlig tænkt som afløser for den berømte Supermarine “Walrus”, der dengang var i tjeneste ved Royal Navy. Princippet i brugen af disse 2 flytyper var baseret på, at næsten alle flådens større skibe var udstyret med startkatapulter, fra hvilke flyene kunne udskydes ved start. Efter gennemført flyvning landede flyene ved siden af moderskibene og blev ved hjælp af en kranløftet ombord og atter anbragt på katapulten klar til start eller stuvet væk med foldede vinger. Fra midten af 30’erne og frem til krigens første år blev Walrus benyttet overalt, hvor Royal Navy viste flaget. Den primære rolle var som allerede nævnt rekognoscering og eftersøgning af nødstedte, men flyvene kunne desuden forsynes med ophæng til lette bomber og dybvandsbomber til brug mod ubåde. Sea Otter var en forbedret udgave af Walrus. Den var både større og kraftigere og havde en stærkere motor med trækkende propel i modsætning til forgængerens skubbede propel og havde bibeholdt de foldende vinger. På trods heraf nåede Sea Otter aldrig at få den samme succes som forgængeren, det skyldtes at som krigen skred frem, kom Royal Navy til og råde over hangarskibe, fra hvilke andre og mere effektive flytyper kunne operer uden og være afhængige af katapulter. Sea Otter blev også benyttet af RAF, men her i rollen som landbaseret eftersøgnings- og rednings fly. Adskillige allierede piloter blev i de første rigsår samlet op af en Walrus eller Sea Otter efter at havde været skudt ned over Kanalen eller Nordsøen. Sea otter var et et motorret amfibier plan med optrækkeligt hovedhjul og foldbare biplaner. Et arrangement, der var nødvendiggjort af Sea Otter’s fortid som skibs baseret rekognoscerings – og eftersøgnings fly. Da typen fremkom i begyndelsen af 40’erne var den egentlig tænkt som afløser for den berømte Supermarine “Walrus”, der dengang var i tjeneste ved Royal Navy. Princippet i brugen af disse 2 flytyper var baseret på, at næsten alle flådens større skibe var udstyret med startkatapulter, fra hvilke flyene kunne udskydes ved start. Efter gennemført flyvning landede flyene ved siden af moderskibene og blev ved hjælp af en kranløftet ombord og atter anbragt på katapulten klar til start eller stuvet væk med foldede vinger. Fra midten af 30’erne og frem til krigens første år blev Walrus benyttet overalt, hvor Royal Navy viste flaget. Den primære rolle var som allerede nævnt rekognoscering og eftersøgning af nødstedte, men flyvene kunne desuden forsynes med ophæng til lette bomber og dybvandsbomber til brug mod ubåde. Sea Otter var en forbedret udgave af Walrus. Den var både større og kraftigere og havde en stærkere motor med trækkende propel i modsætning til forgængerens skubbede propel og havde bibeholdt de foldende vinger. På trods heraf nåede Sea Otter aldrig at få den samme succes som forgængeren, det skyldtes at som krigen skred frem, kom Royal Navy til og råde over hangarskibe, fra hvilke andre og mere effektive flytyper kunne operer uden og være afhængige af katapulter. Sea Otter blev også benyttet af RAF, men her i rollen som landbaseret eftersøgnings- og rednings fly. Adskillige allierede piloter blev i de første krigsår samlet op af en Walrus eller Sea Otter efter at havde været skudt ned over Kanalen eller Nordsøen. |
| Danmark | Da det danske forsvar efter krigen skulle genopbygge de flyvende enheder, skete det med, hovedsagelig med fly fra overskudslager fra England, Søværnets Flyvævesent modtog i 46, 4 Sea Otter og i nov 47 3. Ved genoprettelsen af 1. Luftflotille i okt. 47 tildelte Sea Otter sammen med Catalina denne enhed, og ved Flyvevåbnets oprettelse i 51, blev de overført til den ny ESK 721. I Danmark blev Sea Otter anvendt til omskoling af piloter til amfibiefly, eftersøgning- og redningstjeneste, samt målflyvning for Søværnet. Typens karriere herhjemme blev kun kort. En udgik allerede en måned efter levering på grund af hård landing, 3 udgik i 51, og den sidste blev taget ud af tjeneste i maj 52. Alle Sea Otter blev ophugget efter udfaseingen, så desværre er ingen af disse noget særprægede fly bevaret for eftertiden. |
Kilder
Danmarks Flymuseum
Flyvehistorie
Danskrelateret flyvehistorie
WIKIPEDIA.org